Det er en bog til alle Goddards hengivne fans, men læsere, der kan lide en historie om jagten på et historisk mysteriums opklaring, finder også god underholdning her.
Hovedpersonen er Richard Eusden, en grå og korrekt embedsmand fra det engelske udenrigsministerium. Han bliver af sin ungdomsven, den charmerende og aldeles upålidelige Marty, inddraget i eftersøgningen af en samling efterladte breve, et mysterium, som Martys bedstefar har givet ham i arv. Dele af pointen er sandheden om den russiske zardatter Anastasias skæbne, og brevene er af så stor værdi for forskellige, bl.a. en stor dansk forretningsmand, at den vilde skattejagt snart går op gennem Europa. Historien er opdelt med krydsklipning i små kapitler med velkonstruerede cliffhangers, men en del af fortællingens fremdrift går bogstaveligt ud på, at personerne flytter sig fra sted til sted. Men det inkluderer da også en passende mængde dramatiske og blodige højdepunkter, der gør sit til at spændingsniveauet holdes rimeligt.
Goddard kan som altid lægge fin atmosfære ind i sine fortællinger.
Man bliver som læser en smule utålmodig, der er mange omveje. Mysteriejagten går bl.a. også via København, hvor Goddard har gjort sit hjemmearbejde. Turen ender i den finske vinter, og så står britiske læsere iflg. forskellige omtaler åbenbart af, så bliver det for sært og skandinavisk. For en dansk læser er det fin underholdning.