Xbox 360. Actionpræget japansk RPG som hvad angår sværhedsgrad vil kunne udfordre selv de mest garvede gamere, da man uvægerligt vil komme til at dø rigtig mange gange før man - muligvis - gennemfører spillet. Spillet har en PEGI på 16, hvilket jeg finder passende. Sprog: engelsk.
Selve historien i spillet er en lettere tåget "Dark Fantasy"-inspireret sag, og spillet er befolket af horder af "udøde" mennesker og andre mere ubehagelige skabninger i form af uhyrer og dæmoner. Som spiller er man en udvalgt "udød" som ikke endnu er helt fortabt og hvor målet bl.a. er at nå de levendes land. Heldigvis behøver man ikke at sætte sig dybt ind i plottet for at kunne spille spillet. Spillet er opbygget med RPG-genrens traditionelle valg af karakter, hvor man kan vælge mellem 10 forskellige klasser fx Warrier, Sourcerer eller Thief, hvoraf nogle valg giver et mere udfordrende spil end andre. Heldigvis er der varmende bål rundt omkring i spillet, hvor man blandt andet kan gemme sit spil og opgradere sin karakter. En både skræmmende og flot grafik er med til at gøre spillet til en flot oplevelse.
Spillet kan bedst sammenlignes med forgængeren Demon's souls, og de to spil minder meget om hinanden, men grafikken i Dark souls er bedre og spillet har en lidt højere sværhedsgrad.
Spillet er et godt rollespil, men sværhedsgraden betyder, at det primært henvender sig til de hardcore gamere som søger udfordringer - men de findes jo også blandt bibliotekernes publikum. Casual gamers vil højst sandsynligt give op allerede inden de for alvor kommer i gang med spillet.