2D sidescrollende rollespil, som foregår i en dyster fantasyverden. Din opgave er at sammensætte, træne og lede en gruppe helte ind i grotterne under et hjemsøgt slot. For unge og voksne.
Darkest dungeon udkom første gang i 2016 som et indie-spil til PC. Siden er der lavet 2 DLC-tilføjelser og spillet er udkommet på flere platforme. Senest denne udgave til Nintendo Switch, som er inkl. DLC. Din opgave i denne "dungeon-crawler" er at sammensætte og håndtere en gruppe barske helte og med dem forcere og udforske forskellige middelalderlige miljøer, for til sidst at finde vej gennem uhyggelige grotter og nedkæmpe monstre under et gotisk slot. Spillets gameplay er en blanding af realtime og turbaseret kamp. Undervejs opbygger hver af heltene et tiltagende stressniveau, som stiger i takt med at der udforskes og kæmpes. Et højt stressniveau, sult og sygdom hæmmer heltenes evner og chance for overlevelse. Sprog: engelsk.
Spillets gameplay er ved første øjekast en simpel dungeon-crawler, hvor man blot skal nedkæmpe, turbaseret endda, de fjender man møder. Men tag ikke fejl, for sværhedsgraden er i den brutale ende af skalaen, hvor der skal tænkes kreativt for at heltenes stressniveau kan holdes nede. Det komplekse gameplay er forfriskende anderledes og ekstremt underholdende. Spillet har vundet adskillelige priser. PEGI: 16 og ikon for vold. Kan magtes fra 15 år.
Der findes en del lignende dungeon-crawlers på Steam-platformen, ikke mindst det klassiske Path of exile, men nærværende er første titel i genren til Switch.