Billedbogen åbner et vindue til forståelse af, hvad det er at være autist. Den er til børn fra 5-10 år i familier, der har et autistisk barn eller hvis man kender et.
Forfatter og illustrator lavede den vellykkede Min morfar er en ridder : et liv med Parkinson, 2008. Bedømte bog fungerer lige så godt. David er autist. Hans bror fortæller om ham og om hvad Davids handicap betyder for familien. David reagerer stærkt på nyt og forandringer og har det svært med støj. Han har brug for overskuelighed. Det er vanskeligt at have en autistisk bror bl.a. fordi han og David ikke taler samme sprog, her får familien hjælp af en pædagog. Han holder af David, der er noget særligt og er god til at forstå dyr og spille klaver. Den ligefremme forklarende tekst bruger billeder og ting fra barnets hverdag, der gør det muligt for læseren at få en forståelse af, hvordan David har det. Her spiller illustrationerne med. De er tegnet i en varm, enkel streg, der rummer megen symbolik og visualiserer Davids og familiens verden, fx er Davids tøj afbilledet i murstensmønster. De varme farver gør, at stemningen ikke kun opleves problemfyldt. For- og bagside giver indtryk af indholdet.
Bogen er et fint supplement til de øvrige billedbøger om autisme, fx Joshua lærer, 2010 og Min ven Mads har autisme, 2009.
Tekst og illustrationer giver et fint og forståeligt indtryk af, hvordan det kan være at være autist, og hvordan det kan være at have en autistisk bror. Bogen er uden faktuelle oplysninger.