"[Norah Jones har] opdateret såvel sig selv som sine rødder. Det indebærer blandt andet, at hun ikke siden debutpladen har gjort så meget ud af sit klaverspil, som hun gør ved denne lejlighed. Og faktisk er hun en glimrende jazzpianist; ikke udfarende, men smagfuldt bevægelig og nærværende i sine melodiske og harmoniske formuleringer. At jazzen er tilbage i hendes univers, understreges i høj grad af de ledsagende musikere, heriblandt trommeslageren Brian Blade, som er med på de ti af albummets i alt 12 numre ... Ligesom ved debuten befinder vi os i grænselandet mellem jazz, pop og country. Og selv om repertoiret har stilistiske spring, fornemmer man ingen zig-zag-kurs. Tværtimod. Norah Jones er Norah Jones. Der er en klar tyngde af jazz i albummets indledende og ganske melankolske sang, »Burn«, hvor vi hører den nu 83-årige saxofonist og jazzlegende, Wayne Shorter, som med sit flagrende og fascinerende sopransaxofonspil sekunderer Norah Jones og tydeligvis inspirerer hende tiletfint og luftigt tangentspil".