Forfatteren er phytoterapeut eller plantelæge og alternativ behandler. Bogen henvender sig til kræftpatienter, der her får et supplement eller alternativ til den konventionelle kræftbehandling. Det er en folkeudgave af Kellermanns større bog, der udkom sidste år, og den er således på et niveau, hvor alle kan være med.
Forfatterens store bog Når diagnosen er kræft er et enormt omfattende værk. Guiden her er en folkeudgave af hovedbogen, idet den uddrager essensen af førnævnte, er illustreret og mere overskueligt sat op. Budskabet er, at man ved at være aktiv som kræftpatient, hvad enten man følger et traditionelt behandlingsforløb eller ej, kan gøre rigtig meget selv for at hæmme kræften gennem tilpasset kost og livsstil. Efter et opklarende kapitel om kræftudvikling viser forfatteren, hvilke processer i kroppen der kan sætte gang i kræften, hvordan man understøtter immunforsvaret, tilskud og kost der gavner, hvordan man supplerer den konventionelle behandling og mindsker bivirkningerne.
Sammenligningen med Kellermanns egen store bog er nærliggende og allerede nævnt. Der er udkommet flere bøger om kost og kræft, senest "Det gode helbred" af bl.a. læge Anne Tjønneland. Den er centreret om kosten og indeholder også opskrifter. Kellermanns medtager fx også kosttilskud og lægeurter, men til gengæld ikke opskrifter.
Kellermanns store bog kan være en omfattende mundfuld at forholde sig til, her får vi et udtræk lige til at bruge for enhver kræftpatient.