Det er en traditionel, nutidig spøgelseshistorie for alle gyserfans i 11-16-års alderen. Titel og omslag signalerer tydeligt genre og spænding.
Den kun 21-årige forfatter kommer her med sin 3. roman, som er en spøgelseshistorie. Ca. 16-årige Troels og Adam tilbyder en gammel mand at tilbringe en weekend i hans hus i skoven for at finde ud af, om de mærkelige ting, han oplever der, er spøgerier. Det er det! Og de to drenge giver sig til at undersøge et gammelt dobbeltmord, der er sket i huset, for at hjælpe ånderne videre, men de er bare ude på hævn og skal bruge en krop at besætte for at få den. Historien er velkomponeret og spændende, og personer og miljø er troværdige nok, til at gyset virker. Sproget er ligetil og dialogrigt.
Det mest logiske sammenligning er vel med serier som Gåsehud og Monsterjægerne, og her vinder Nick Clausen stort på både sprog, personer, miljø og spænding. Dennis Jürgensen er dog fortsat gysermesteren for aldersgruppen.
Det er et godt, "realistisk" gys med en i forhold til genren generelt god person- og miljøbeskrivelse. Bogen "sælger" sig selv på omslaget, og læseren bliver ikke skuffet.