Letlæst bog i serien Mini-krimi til begynderlæserne i 1. og 2. klasse (fra 7 år), som har brudt læsekoden og efterspørger lidt spænding.
Hovedpersonerne i den lille krimi er den 8-årige Salim, hans bedste ven Sally og deres to kæledyr: Hunden Piv og skaden Sort. Sally skal dele kage ud i skolen, fordi det er hendes fødselsdag. Men kagen er forsvundet. Børnene leder efter den ved hjælp af deres kæledyr. De ser tyven med kagen og forfølger ham, men han truer dem med en kniv. Til sidst finder de kagen i et skummelt hus. Det viser sig, at manden har stjålet kagen til sin søn, som har fødselsdag. Faderen kan nemlig ikke selv bage. Kniven skulle bruges til at skære kagen ud! Teksten er dialogfyldt og ledsaget af farveillustrationer, der i nogen grad understøtter læsningen. Teksten er med forholdsvis store typer og sat i korte linjer og afsnit.
Der findes flere letlæste krimier, fx En sag for Filip M. Lund, hemmelig detektiv, som også handler om børn, der er detektiv. Læseteknisk er den dog lidt sværere.
En lidt sjov og noget overraskende krimi for begynderlæserne. Målgruppen vil kunne sætte sig i hovedpersonernes sted og fabulere videre.