Femte del af urban fantasy-serien Dødens instrumenter, som er en godt bud til de fans, der sukkede sig igennem Tusmørke-serien. Så vi snakker godt læsende piger fra ca. 13 år. Bogens lækre udstyr og romantiske og flotte forside skal nok lokke bogen med hjem.
Der er nu mere sex end zombie over serien og måske især over dette bind. Eller mere korrekt, bogen oser af indestængt begær. Der kysses og kikkes, biceps spændes, og flade maver afsløres under korte t-shirts, mens Clary kæmper for at redde sin elskede Jace ud af den onde brors kløer. Han for sin part har travlt med at få en hær på benene, som kan overtage verdensherredømmet, og de gode modstandere må midt mellem deres egne kærlighedsforviklinger hidkalde en engel for at stå distancen. Forfatteren jonglerer elegant og velskrevet med mange myter og religioner og bevæger sig hjemmevant både i New York, Prag, Paris og Venedig, og hun forlanger en opmærksom læser, der kan holde styr på det store persongalleri, hyppige omklædninger og mange sceneskift. Handlingen tager sig stadig lidt god tid, men målgruppen vil nok sætte pris på at kunne dvæle ved de følsomme afsnit. Bøgerne skal læses i rækkefølge.
Jeg har allerede sammenlignet med Stephenie Meyers vampyr-serie, men af andre i den paranormale genre kunne man nævne Steve Feaseys Formskifter-serie.
En velskrevet og romantisk bog fra et mere appetitligt miljø end fortidens mugne krypter med vampyrer i grønskimlede kapper. De her er toplækre, velklædte og kamptrænede og lige til at drømme om.