Lektøren byder denne bog velkommen, idet den tit har været savnet som opslagsbog, når jeg vil lære børn, hvordan vi legede som børn. Hvordan var det nu det var, når vi spillede bold op af muren? Bogen indeholder nemlig mange af de lege, vi legede som børn - det være sig sange og remser, sanglege, boldlege, hinkelege, tovlege, snorelege, fingerlege m.m. Der er således et utal af forskellige aktiviteter voksne og børn kan lade sig inspirere af. Der er flere smålege til idræt og frikvarteraktiviteter. Alle legene kan eleverne i indskolingen lære. Teksten er sat i 2 spalter og børn fra 4. klasse kan selv læse den. Små illustrationer understøtter teksten, og flere steder er vist trin for trin tegninger. Illustrationen på omslaget viser børn der sjipper, leger med yo-yo, hinker og spiller bold - sat på en lyseblå baggrund, og mine første associationer var bogen De små synger.