De tre første : Havet under huden, Pokalhjertet, Hannahs dyrehave : digte

En morel eksploderer

Det første gule blad

Et slag på morgenens æg

Der løber en flod af metal

Rustvognene kører langsomt

Langs den skummende kyst

Som laksefiskens yngel er mine følelser i oprør

Står på perronen

Mine tanker er tusind

Solen var på besøg i byens park

Solen, et sår der springer

Jeg kiggede ind i himlen

Havnen, en stor dunkende

Manden svingede sindssygt gaflen

Jeg sidder under hvidkrøllede skyer, kvindernes

Skolekammerater i en lille boks

Solen er en brændende yoyo

Døden er til

Bagved ligger lossepladsen

Sjælshestene går på røven

De fede biafrabørn

Det var noget større vildere

Sorte kusiner i køjen

Stjernebukser

Og var det ikke

Hen over nattens græs

Sætter en pistol for hestens tinding

Fik jeg det sagt, at der var en hinde om himlen, en stilhed over øret, sne

Har Eva på bagsædet og glider ind i en viadukt af længsel, gnider en sengekantsfilm

Hele Det Gamle Testamente inviteret på middag

Tunger af vinyl i vindueskarmen, jeg taler om blå himmel i haven

Forbandelser er mit navn, jeg er hjemme igen men ude

Den kroniske skyld og kærligheden og man vil bare køre lovligt gennem livsgaden

Tiden er gæster der fester

Giftpauser og sol, mødet er helligt som hos en pusher

Som en løs hånd i mørket, træder

Man kan dø og derfor må livet findes et sted

Lillasort himmel af opløste drømme

Jeg søger hende om natten ved de mange huller, sidder på lur i flaskeskoven

Frem mod mørkets udslip, ind på psyk

Antabus møder op på Afdeling Y

Klapvognen bider, jeg plastrer mig med piller, nozinan og alopam

Jeg har ikke noget at sige, siger jeg