Playstation 3. Dead space (Ds) er et survival-horrorspil, som foregår ude i rummet. Ds er et rendyrket gyserspil med en dyb historie og meget stemning. Spillet er ret voldsomt og til tider svært og det, sammen med engelsk dialog, gør at det anbefales til 15 år+. PEGI: 18 år+ med ikoner for sprog og vold.
Da jorden mister kontakten med et mineskib, sendes et hold ud på en rutineopgave for at undersøge hvad der er sket. Allerede da de ankommer til det tomme skib føles det forkert, og der går ikke lang tid før helvede bryder løs, for skibet er ikke helt så tomt alligevel. Du spiller holdets ingeniør, og det er nu op til dig at finde ud af hvad der er sket om bord, hvor væsener ombord kommer fra, og hvordan de overlevende kommer tilbage til Jorden. Du har flere våben til rådighed, alle med 2 funktioner og skal nu kæmpe dig gennem spillet. Ds er ikke et typisk shooterspil som du kan skyde dig igennem, faktisk er fjenderne sejlivede, og du er ofte nødt til at skyde lemmerne af dem, for at de ikke kan få fat i dig. Ds er varieret i omgivelserne, men især banerne uden tyngdekraft er fantastiske. Grafisk er Ds helt i top, men især lydsiden er fremragende. Styringen tager lidt tilvænning, men fungerer godt, selvom nærkampene hurtigt bliver nervepirrende.
Ds minder især om Resident evil- og Silent Hill-spillene, men også Bioshock.
Ds er et af de bedste sci-fi- og horrorspil som er udgivet i lang tid. Uhyggen er helt i top, især pga. af den fremragende lydside. Selvom Ds var lidt overset da det blev udgivet, kan det kun siges at være et must til voksenbiblioteket.