Den 33. marts

Bogen må nærmest betegnes som et eksperiment med den tanke, at verden udformes, som den enkelte oplever den, og ikke omvendt. Forfatteren vælger en intelligent og halvstuderet hovedperson, som lider af en bogen igennem voksende »paranoid form for skizofren psykose«. I bogens første halvdel konstateres psykosen, og man søger at behandle den. Skildringen heraf virker både uhyggelig og overbevisende, og samtaler mellem hovedpersonen og psykiatere og medpatienter åbner mange overraskende synsvinkler. Efter at være begyndt at høre stemmer undslipper hovedpersonen i bogens anden halvdel til en middelalderlig verden, hvor han indgår i en religiøs cyklus, en kødets evige kamp mod ånden, idet han som guden Monssunu dræber sig i skikkelse af kongen Crann og fremkalder noget, der minder om Ragnarok. Stilen er her noget tung. Lange, tankevækkende monologer kædes sammen af symbolladede, noget overpoetiske skildringer, og gang på gang afleveres væsentlige replikker på et vanskeligtforståeligt, selvkomponeret sprog, der vist rummer elementer af engelsk, latin og oldnordisk. Alt i alt er bogen lige så forvirrende og fascinerende som et kalejdoskop, men meget svært tilgængelig.

Read the full assessment