En letlæst gyser for både drenge og piger fra 9 år. Den er velskrevet og vil også kunne fange svage læsere blandt unge. Omslaget er flot og dramatisk.
Morten Dürr har skrevet en række vellykkede bøger for børn og unge, blandt andet flere gysere. Denne historie er hentet i et hverdagsrealistisk, nutidigt miljø, med tråde tilbage til 1600-tallets krige mellem danskere og svenskere. Freja har mistet sin far, der var soldat i Afghanistan. Faderens ven Frank er traumatiseret af sine oplevelser i krigszonen og besat af tanken om, at befri Freja fra sorgen ved at dræbe hende. Han forfølger hende, hendes mor og yngre søstre og det, der skulle være en dejlig kanotur i Sydsverige, ender i et mareridt, hvor en skikkelse fra fortiden griber ind. Historien er bygget op af korte sætninger, der gør den let at læse, det samme gør den åbne typografi. Bogen er spændende, og balancen mellem virkeligheden og det overnaturlige er hårfin. Skildringen af, hvad krig kan gøre ved mennesker, er tankevækkende. Bodil Bang Heinemeier har illustreret med dramatiske træsnit, der rammer bogens stemning præcist.
Bogen placerer sig blandt de øvrige titler i serien Mareridt. En tilsvarende serie er Sort chok, som Morten Dürr også har bidraget til.
En spændende og velskrevet gyser, hvor forfatteren har mere på hjerte end blot gyset.