Jørn Riel er kendt for sine skrøner og eksotiske fortællinger. Den blå dør udkom første gang i 1982, og når den stadig lånes, tror jeg snarere, at det er på grund af forfatternavnet end fortællingens indhold. Historien er et sært eventyr sat ind i en delvis realistisk ramme. En dreng løber hjemmefra med sin sorte mamba slange. Han møder en ældre mand, der spiller cello i en kvartet, der holder til på et værtshus i Nyhavn. Drengen går med ham hjem og sammen åbner de den blå dør og tager til landet Koot. Bogen er en hyldest til musik og kunst. Hovedtemaet er at være fri kontra ufri, men der er mange fortolkningsmuligheder. I denne udgave har forfatteren foretaget en let sproglig redigering i enkelte afsnit, men det ændrer ikke ved det overvejende tunge, symbolfyldte sprog. Forfatterens usædvanlige sprogtalent kommer slet ikke til sin ret i denne genre. Ændringerne er så få, at der ikke er nogen grund til at udskifte førsteudgaven.