Det relativt lave lixtal på 10 gør sammen med en dramatisk fortælling samt unge/voksne hovedpersoner bogen velegnet til større børn og unge med læsevanskeligheder. En stærk kvindelig hovedperson, og en kærlighedshistorie appellerer til pigerne, drengene vil værdsætte kampscenerne og den fiktive historiske ramme der tangerer fantasy. Bogen kan læses af de 8-9-årige, men handlingen er for voksen for denne målgruppe.
Josefine Ottesen er kendt af de fleste for en række fremragende romaner for børn og unge. Tegneren bag de flotte illustrationer har tidligere samarbejdet med forfatteren om bøgerne om Roselil. Bogen er sjette del af serien Krigerprinsessen, og det er en fordel at kende de foregående titler. Alvilda har sat kurs mod kongeriget Vistula for at befri sit rige fra Bera, der har erobret det ved hjælp af magi. En magi som Sverre og Gro har evnerne til at bryde. Men skæbnen vil det anderledes. Alvilda og hendes besætning kommer i kamp med et par fjendtlige skibe anført af ingen anden end Alvildas elskede Alf. Trods en drabelig kamp både fysisk og psykologisk er der "happy ending". Mon ikke de nu er flere i kampen mod Bera?.
Josefine Ottesen har skrevet flere lignende serier med historiske rammer Sagaen om Sigurd, Enya og Drageherren>k> der alle har et trofast publikum.
Serien om Alvilda er flot, let at læse og har dejlige illustrationer. Historien om, hvordan alle kneb gælder i krig og kærlighed vil fange de store børn der må være den primære målgruppe.