Et herligt sprog og fine levende tegninger er grundelementerne i denne meget vellykkede billedbog, der kan fange alle - især drenge måske - fra 3-4 årsalderen og et godt stykke opad. Til både oplæsning og fornøjelig selvlæsning fra 2.-3. kl. Per keder sig lidt en dag, men begynder på en indianerleg, sniger sig ind på forældre og bedsteforældre og ender til sidst hos mor i køkkenet. Sammen sprænger de to alle rammer, lister sig ud og leger indianere, sniger sig over markerne, hvor køerne er blevet til bøfler og naturen er blevet anderledes og spændende. De sejler, svømmer og drømmer. Dybest set handler bogen om at gøre sig fri af fordomme og forpligtelser og kaste sig ud i fri og uforpligtende leg, børn og voksne med hinanden. Tegners og forfatters fællesskab omkring dette eksistentielle budskab går op i en højere enhed i et dobbeltopslag, hvor mor "sprang i fra den højeste klippe i laksefarvede dameunderbukser og med udslået hår". Hvor kan man meget, når glæden og fantasien er medspillere, og det er disse livsvigtige elementer, der er grundpiller i denne bog. I al sin enkelhed - og dog i både tekst og billede fyldt med finurligheder - sender bogen budskabet om at huske at tage fri og gøre sig fri, at lade fantasien løbe og selv løbe efter.