2. del i serien Kane Arkiverne, der primært henvender sig til drenge og piger fra 12 år med hang til fantasy fyldt med eventyr og hæsblæsende tempo. Den spændingsfyldte forside og den i forvejen kendte forfatter gør, at bogen ikke kræver den helt store formidling. Det er absolut en fordel at have læst første del af serien især i forhold til persongalleriet, men anden del starter med en gengivelse af de sidste 15 sider fra første dels slutning, så man bliver opdateret, inden de nye eventyr starter.
I anden del af den nye serie Kane Arkiverne, fortsætter det i hæsblæsende tempo for de to søskende Carter og Sadie. De har kun et par døgn til at forhindre at Apophis, slangeguden for kaos, får fremmanet dommedag. De må vække solguden Ra, for at få hjælp, men hvor er Ra henne? Sproget er sprudlende og beskriver levende deres farefulde eventyr. Der er fart over feltet og god underholdning. De to søskende skiftes til at være 1. persons fortæller.
Forfatteren har tidligere skrevet serien om Percy Jackson & olymperne, og denne nye serie har mange af de samme ingredienser; fantasy, eventyr, historie, guder, ud i den store verden og med børn i hovedrollen. Målgruppen for disse to serier vil også kunne fornøje sig med Philip Kerrs fantasy-serie Lampens børn.
Spændende og actionfyldt ny fantasyserie, der med 2. del slår fast, at meget mere eventyr er i vente med denne serie.