Denne nye bog - hvis forf. næppe kræver nærmere præsentation - i forlagets omfattende samtidshistoriske serie Aktuel historie handler nok så meget om "verden efter den 11. sept. 2001" og om hvad, der lå bag denne begivenhed, som om terrorisme som sådan. Bogen indledes med en beskrivelse af hændelserne d. 11. september og om USAs "krigserklæring" mod terrorismen. Derefter hører vi om bin Laden, hans terrornetværk og dets historie. Så følger et kort afsnit om den politiske terrorismes historie og ét om islam og terrorismen, og der afsluttes med et kapitel med overskriften "Hvordan beskytter vi os i fremtiden?" Bogen har indholdsfort. og stikordsregister, men savner litteraturliste og (især) internethenvisninger. Bogen er ikke egentlig velskrevet, bl.a. fordi den bærer præg af hastværk. En række sproglige fejl og mangler kunne således med fordel have været luget væk ved en ekstra korrekturlæsning. Til gengæld må man sige, at bogen er yderst aktuel. Bl.a. er der begivenheder med fra 2002. Også danske vinkler som Blekingegade omtales. Der skrives mange opgaver om 11. september og terrorisme i denne tid, og bogen må siges at udfylde et tomrum i denne sammenhæng. Selvst. læsning fra ca. 13 år. Kan også anvendes i voksenafd.