Debatbog og videnskabeligt værk af fransk islamforsker som før på dansk har udgivet bl.a. fra 1993 Skakmat : politisk islam - et alternativ for de muslimske samfund. I sin nye bog analyserer han den verdensomspændende islamiske vækkelse som delvis grobund for terrorangreb. En hovedtese er dog netop, at ikke religionen islam, eller nogen nationalstat skaber terrorismen, og at man ikke behøver frygte nogen skjult islamisk dagsorden for verdensherredømme, men at terrorismen begås af unge kulturelt rodløse muslimske mænd hovedsagligt bosat i Vesten som rekrutteres til fx al-Qaeda. Som Roy skriver: "Al-Qaeda er en rodløs, overnational organisation. Dens medlemmer er i dag overvejende unge, vestlige uddannede mænd, der har brudt med deres familier. De er blevet globale muslimer, der ikke føler sig som borgere i noget land. Deres kamp er blevet en kamp mod de vestlige værdier". Roy opererer med begrebet "neofundamentalisme", hvor drømmen om det islamiske utopia fortoner sig netop som en følge af globaliseringens rodløshed. En løsning ser Roy i en moderne moderat islam "euro-islam". Velskrevet på akademisk niveau, aktuel, vigtig og vægtig, mest til videregående studier. Lærer læseren nyt om såvel terror som tørklæder.