Bogen rummer lyrik og korte prosatekster af meget forskelligartet karakter.
Lars Peter Olsen har tidligere skrevet manuskript til et par satiriske tegneserier. Den nye samling digte, rim og prosastykker spænder vidt, fra panteistiske naturlovprisninger over panegyriske kærlighedserklæringer til friskfyragtige vers om Hitler, Bin Laden og andre skurkeskikkelser i historien. Mange af digtene har mest karakter af skriveøvelser, hvor de letbenede rim primært er blevet til for effektens skyld: "Knap var Shaen slagen/ før end Ayatollahen/ fy for Faén/ tog sin bid af kagen". Nogle pasticher over Bob Dylan-sange understreger blot Dylans poetiske format, mens en kort pastiche over "Danmark nu blunder den lyse nat" er ganske vittigt turneret. De afsluttende apokalyptiske tekster om civilisationens undergang og Danmarks syndefald ligger indholdsmæssigt på linje med de mange satiriske og villet blasfemiske vers i bogen, men anslår en helt anden dommedagsagtig tone end disse. Mange af teksterne er skrevet på et ikke ganske fejlfrit engelsk eller tysk.
Umiddelbart ligner Lars Peter Olsens rodebutik af en tekstsamling Dan Turells tidlige værker, hvor mange digte også havde karakter af stiløvelser. På denne læser virker Olsens tekster dog betydeligt mere udvendige end Turells tekster.
Blandingen af poesibogsrim, gammeldags ordstillinger med ord som ej og thi, pasticher over rock- og beatkulturens tekster samt dramatiske Sturm und Drang-tekster gør, at Den hæse muses hvisken fremstår særdeles uegal.