Bogen, der regnes for Conrads hovedværk indenfor spændingsgenren, er fra 1907, og udkom hidtil eneste gang på dansk i 1917. Romanen er meget svær at rubricere, men dens agentvinkel regnes for forløberen for den moderne thriller. Hovedpersonen er infiltrationsagent for en stor østeuropæisk stat. Han omgås terrorister i London og melder tilbage til ambassaden. Denne mener ikke, den engelske regering tager terroristtruslen alvorlig, og agenten pålægges derfor at udføre et attentat mod de nye tiders helligdom: videnskaben, symboliseret ved observatoriet i Greenwich. Conrad beskriver indgående de revolutionære kredses ineffektive selvsmagen og meget overbevisende hovedpersonens kvaler, men romanen rækker langt ud over denne intrige. Tingenes drejning bringer pludselig agentens hidtil skyggeagtige hustru i centrum og bliver en flot fortælling om et kvindeliv i offerrollen. Conrads sprog er ikke umiddelbart let at trænge ind i, men får man det først lukket op, viser der sig en blændende flot roman, der er medrivende til sidste side og fortalt med et elegant humoristisk stænk i den ellers blodigt alvorlige historie.