Marian Keyes' nyeste roman er skåret over samme læst som hendes øvrige og vil derfor ramme rent i forhold til målgruppen af kvinder, der fortsat læser chick lit-romaner med bid. Forfatteren er velkendt af læsere af genren og vil derfor ikke kræve særskilt formidling.
Den klareste stjerne er en typisk Keyes: Et hus i Dublin danner rammen om en række menneskeskæbner, der bebor de fire lejligheder i bygningen. Katie på 40, der har status, fedt job, skøn kæreste og en nagende tvivl. Jan og Andrei fra Polen, der slås med felignende Lydia med det alt andet end feagtigt temperament. Jemina på 88 og hunden Grum og den overjordisk lækre stedsøn. Maeve og Matt, der er nyforelskede og hemmelighedsfulde - overfor hinanden. Keyes' styrke er, at hun formår at skabe sammenhæng mellem de mange individuelle historier, og at man kan mærke hendes menneskevarme og -tro i skildringen af både det lette / underholdende og det tunge / problematiske. Hun skriver chick lit med fokus på tunge emner.
En ny roman af Keyes kræver ikke præsentation for målgruppen. Denne holder stilen fra de øvrige i forfatterskabet.
Trofaste læsere af Keyes vil få en roman, der har samme vinkel, fokus og stil som de tidligere. Miljøet er Dublin i Irland, hovedpersonerne er mange, fortællestemmen alvidende og blandingen af humor og alvor forfatterens sædvanlige. Keyes hører til i toppen af chick lit-genren, som ellers efterhånden er præget af ikke så god litteratur. Hun brød igennem med Sushi for begyndere, 2001.