Siden sin forfatterdebut i 1979 har E.L. beskæftiget sig med mange emner og genrer og skrevet for alle aldersklasser. Af nyere bøger kan nævnes spøgelseshistorier for voksne Skyggeland 2001, og romanen Elisabeth fra 2000,hvor hun bruger selvbiografisk stof fra en traumatisk barndom. Andre tilbagevendende emner har rod i en mangeårig præstegerning. I bogen om de sidste nordboer er vi langt væk i såvel tid som geografisk lokalitet. Den gennemgående figur er nordboen Olav, den sidste storbonde på Brattahlid i Østerbygden (Grønland). Olav tilhører det folk, som omkring år 1000 koloniserede dele af sydvest G. og hvis kultur og samfund uddøde ca. 500 år senere. Bogen fortælles som et tematisk tilbageblik på vigtige epoker og begivenheder i nordboernes liv, f.eks. forholdet til skrællingerne (inuit), kristendommens indførelse, udeblevne skibsforsyninger og oprettelse af et bispesæde i Grønland. E.L. fortæller levende og vidende sin version af den gådefulde historie om nordboernes liv, færden og endelige udslettelse. Der fortælles i en ordknap og nøgtern stil, som klæder de barske historier godt. Bogens fotografiske omslag viser ruiner ved en sydgrønlandsk fjord - derudover er bogen forsynet med et noget utilstrækkeligt kort over Østerbygden.