Kriminalassistenten med det sære navn Harry Hieronymous Bosch har vi tidligere mødt i de to udmærkede thrillere Det tolvte offer og Det sorte ekko. Han er en kantet, kværulantisk og selvhævdende hidsigprop som befinder sig i en evig krig med foresatte og kolleger. Denne gang har han overfaldet en overordnet og er derfor rigtigt kommet i fedtefadet. Midlertidigt suspenderet må han finde sig i, at regelmæssige konsultationer hos en kvindelig politipsykolog er den eneste vej tilbage til det job i drabsafdelingen, der i sidste ende er det, der giver hans liv indhold. Den ufrivillige selvransagelse får ham til at genoptage en gammel sag, fra længe før han selv kom ind i korpset: mordet på han egen mor. Connelly vender og drejer historien, og selvom plottet ikke er voldsomt originalt, får han en medrivende thriller ud af affæren. Hans styrke er et godt sprog og forbilledlig pædagogisk formidling af selve det kriminaltekniske stof. Hans svaghed er, at han ikke er istand til at profilere sig tilstrækkeligt i kredsen af de mange knalddygtige, men også lidt ensartede amerikanske krimiforfattere med en solid journalistisk baggrund.