En sælsom og betagende børnebog. Pia Thaulovs udtryksfulde kultegninger rammer fint personskildringer og sprogtonen i Kamilla Hega Holsts debutbog. Det er en varm og livsbekræftende historie, hvor forfatteren med dejlige sprogbilleder og stor indlevelse i barnets fantasi elegant trækker læseren gennem sårbare emner som børns skoleproblemer, voksne, der svigter hinanden i kærligheden, og barnet, der i ekstrem grad savner forældres nærvær. En perlerække af særprægede eksistenser fylder scenen op; varmhjertede kæmpe-Ruth, skaldede Karl, Hvinende Vinnie, Vibrerende Vagn, Forsagte Finn, den sovende sangerinde og ikke mindst børnene Liv og Nis. Da Ruth, Karl og Liv flytter, frygter Liv endnu et skoleskift og tvivlsomme (læse)lærere, men heldigvis er nabodrengen og klassekammeraten Nis af samme fantasifulde og ukuelige støbning som hun. Han snakker i billeder og venter på sin far. Han prøver også at redde sin berømte sangerinde-mor, der ½ år har ligget helt stille, siden manden forsvandt og tog hendes hjerte. Nis og Liv får stor glæde af hinanden. Til sidst er Nis ved at komme rigtig galt afsted i sin Svauber-dragt. Naboerne redder ham, og moren vågner endelig af sin dvale og synger. God til oplæsning og samtale i 2.-3. kl. Kan selvlæses fra 4. kl.