Til alle der står overfor den store udfordring, det er at holde en vellykket tale, hvad enten det er begynderen eller den mere øvede.
Det er fortrinsvis taler i privat regi, bogen omhandler, men de mange råd kan også anvendes i en faglig sammenhæng. Bogen er delt i tre dele. I første del gennemgår forfatteren alle de retoriske trin og elementer med mange gode eksempler på anvendelsen af dem. Hun kommer også ind på anvendelse af humor, kropssprogets betydning, kunsten at håndtere nervøsiteten og at beherske stemmen. Dernæst er andet afsnit en lang række skabeloner til diverse lejlighedstaler: tale til medarbejderen der går på pension, talen til fødselaren, bryllupstalen, talen til studenten osv. Et afsnit, der gør bogen særdeles anvendelig og håndgribelig. Det sidste lidt blandede afsnit indeholder en lang række eksempler på gode taler og talere, gode citater til anvendelse, gode råd fra andre talere og slutteligt råd til den rutinerede taler, der gerne vil forfine sine retoriske virkemidler.
Der findes efterhånden rigtig mange bud på bøger om kunsten at holde den perfekte tale. Udover klassikeren: Wolstrup: Den store bog om taler til enhver lejlighed, 2. udg., 2002, er der bl.a. kommet Talens magt : indføring i mundtlig retorik, 2009.
En god og brugbar håndbog om at holde en vellykket tale til enhver lejlighed.