Amerikansk roman fra 1970 med en for den tid fin nøgtern realisme. Handlingen foregår over en weekend i New York, hvor det midaldrende progressive ægtepar, Sophie og Otto Bentwood, bor i det nedslidte, men upcoming mondæne Brooklyn. De lever et velordnet liv uden børn, men bag alt det rigtige lurer tomheden. I forbindelse med et besøg hos et sæt venner forstærkes små uoverensstemmelser og deres forhold begynder at krakelere og på kort tid tømmes for indhold. Man følger især Bettys ubevidste rastløshed og afsøgen af gamle bekendtskaber for at finde livsindhold og nærvær, og minderne om en tidligere elsker dukker pludselig op. På det ydre plan dækkes deres private, men i øvrigt underspillede konflikt af et par ydre begivenheder: uro præger deres kvarter; Otto presser sin kompagnon og ven gennem mange år ud af deres fælles advokatfirma, og Betty bliver bidt af en af kvarterets mange vildkatte og ignorerer først en voldsom infektion. Selve bekæmpelsen af både sygdom og kat rummer tragikomiske elementer svarende til håndteringen af deres liv. Fox gennemfører sikkert og klart sin i sit udgangspunkt uopsigtsvækkende fortælling, der slutter brat. Bogen virker trods sine godt 30 år frisk og mundret og kan både anvendes som mainstream roman til læsere af historier om samlivsforhold og til yndere af mere subtile psykologiske mekanismer mellem mennesker, der har været sammen i mange år.