Et år efter begivenhederne i Destiny - rise of iron lykkes det for Red Legion-tropper at stoppe al kommunikation i Solsystemet. Den efterfølgende forvirring bruger de til at gennemføre et angreb mod The Last City. Det er derfor op til dig og resten af universets Guardians, at slå tilbage. Fra 15 år.
Destiny 2 fortsætter præcis hvor Destiny 1 slap. Der er tale om et massive multiplayer online science fiction skydespil med masser af rollespilselementer. Spilleren skaber en karakter, vælger udseende og klasse og kan derefter begive sig ud på missioner sammen med andre spillere. Missioner giver erfaring, penge og bedre udstyr, præcis som man kender det fra andre rollespil.
Destiny 2 er en tidsrøver, der udover den centrale kampagne med en episk fortælling også byder på både co-op og spiller-mod-spiller multiplayer. Det er et svært spil at gå til hvis man ikke kender originalen eller har spillet denne type online-spil før, men der er godt med hjælp at hente, så længe man er tålmodig nok. Den store nyhed siden sidst er bedre matchmaking, når man spiller sammen med andre. Dertil kommer rigtig flot grafik og et regulært overflødighedshorn af missioner og opgaver at løse. Generelt virker Destiny 2 som et solidt skridt fremad i forhold til forgængeren. På engelsk. Pegi 16.
Det originale spil er tidligere udgivet i en samlet udgave til den nye generation af konsoller: Destiny - the collection (Playstation 4), men også til PS3 og Xbox360.