Det er bare et navn

Vil tiltale et intellektuelt publikum med hang til fransk komedie med megen og hurtig tale. For de, der også ynder fx Woody Allens snakkende New-Yorker komedier.

I en stor lejlighed i Paris bor Elisabeth og Pierre, hhv lærer og professor ved Sorbonne. Vennen Claude og svoger Vincent samt hans gravide kone er til middag, som der ikke bliver spist så meget af, da hele selskabet kommer op at skændes over barnets fornavn. Vincent vil kalde ham Adolphe, hvilket chokerer selskabet. Mange underliggende stridigheder kommer frem i lyset, både familiære og politiske, og da Claude kommer med en stor afsløring, eksploderer det hele. Men man vænner sig til meget, og en feel good slutning opstår ved barnets fødsel. Komedien er skrevet som et teaterstykke, der blev sat op i 2010 af Mathieu Delaporte og Alexandre de la Patellière, som også har lavet filmen. De har tidligere arbejdet sammen på "Petit Prince" og "Petit Nicolas". Den store rolle som Vincent, den politisk ukorrekte ejendomsmægler, spilles sjovt af sangeren Patrick Bruel.

Minder mig om flere af Woody Allens film fx Hannah and her sisters, 1986, der også udspiller sig omkring en middag og en familie. Den har dog flere nuancer og steder, hvor denne film ligner et teaterstykke og næsten udelukkende udspiller sig i lejligheden.

For alle, der kan lide hurtig fransk dialog og et morsomt og overraskende plot, bærer dog præg af at være et teaterstykke og udnytter derfor ikke rigtig filmmediets muligheder.

Read the full assessment