Det er så det nye

Pyssern og Poul lever i et slags parforhold. Det minder de jævnligt hinanden om, mens verden omkring dem bliver stadig mere kaotisk. De bor så højt oppe, at de fra vinduet i deres lejlighed kan se ned på nevøerne i træerne; men Pyssern møder dem aldrig, for hun går aldrig udenfor. Poul derimod går af og til ned i supermarkedet, og kommer tilbage med drabelige beretninger fra verden udenfor. Heri understøttes han af viceværten Hr. Pind, der med megen ringe held bekæmper købmandens nevøer. Til gengæld har han langt bedre evner til at fange depressive buddhister i små blå æsker. Til sidste har han over 800 triste buddhister - og som et håbets mirakel slutter stykket med, at han forærer et par af dem til Pyssern, måske bl.a. fordi Poul nu har flyttet sin skilning og taget navneforandring til Finn. Der er tydeligvis tale om absurd teater, oprindeligt skrevet i 1993. Men man forstår klart den underliggende beklagelse over de fleste menneskers stigende ensomhedsfølelse, samtidig med at der er særdeles morsomme scener flere steder. Stykket varer godt fem kvarter, der er tre roller og ingen specielle krav til sceneopbygning eller regi. Det må være et fund for ambitiøse amatørensembler med skuespillere midt i tyverne.

Read the full assessment