Paralleliteten til Dostojevskijs Forbrydelse og straf trænger sig ofte på under læsningen og bekræftes i en enkelt henvisning. Hovedpersonen er akolyt-lærling i et zen-buddhistisk tempel, hans forhold til tilværelsen er absurd, ifølge hans egen opfattelse er hans indre virkelighed aldeles uden kontakt med den omgivende ydre virkelighed. Gennembruddet til det nærværende vil kun kunne opnås ad forbrydelsens mørke genvej, og man følger med stigende interesse denne hans vej mod at realisere det almene. Ved at antænde det gyldne tempel, som han føler overalt spærre sig vejen, bryder han tilsidst ud af absurditeten og frigøres. Bogen er fuld af træffende iagttagelser af en ynglings desperate, fortænkte monologer af vild egocentrisk logik. En storartet roman, som naturligvis stiller uafladelige krav til sin læser.
