Hormonerne har stor betydning for vort velvære, for vor udvikling fra barn til voksen, for humør, blodtryk, søvn og meget andet. I Danmark er det sådan, at hormonbehandling mest har noget med overgangsalder og p-piller at gøre. I USA derimod er det ved at blive en mere anerkendt behandlingsform. Hertoghe er læge, og han vil med bogen vise, hvordan man kan bruge hormonterapi og rigtig kost til at holde sig rask. Første del indeholder en gennemgang af de 15 vigtigste hormoner og en test til eget brug. I de følgende afsnit gennemgås de fysiske og psykiske områder, hvor hormonerne har betydning, f.eks. hud, led, immunsystem, søvn, hukommelse og energi. I sidste del følger så selve hormonprogrammet: Kosten er vigtig, generelt må man bl.a. undgå mejeriprodukter og sukker, frugt må ikke spises sammen med andre fødevarer p.g.a. syren. Ved mangelproduktion af et bestemt hormon er der en speciel diæt, og selvfølgelig skal der ofte tages et tilskud af hormonet. I Danmark kræver de fleste hormonpræparater et besøg hos lægen efter en recept. Bogen har et udmærket register og 60 sider med henvisninger. Den er letlæst, og mit gæt er, at terapien nok skal få tag i danskerne. Denne første bog om emnet på dansk er helt ok.