Når Alan Moore er bedst, er hans manuskripter blandt de mest originale inden for serieverdenen, og Det hemmelighedsfulde selskab viser Moore fra hans allerbedste side. Forfatteren har fået den pudsige ide at lade sit persongalleri bestå af figurer fra det forrige århundredes populærlitteratur: Kaptajn Nemo, Allan Quatermain, Dr. Jekyll m.fl. Denne umage flok involveres i en indviklet affære, som truer det britiske imperiums sikkerhed, og som derfor kræver samarbejde fra alle parter - selv fra Dr. Jekylls gruopvækkende alter ego, Mr. Hyde. Moore har tydeligvis nydt at arbejde med oplægget og har skabt en fortælling, som på samme tid er både spændende, underfundig, vittig - og frem for alt original. Dertil kommer en formidabel billedside, som i OŃeills detaljerede, let kantede streg i sig selv er en nydelse. Et dynamisk og meget spændstigt sidelayout skaber i forbindelse med en dramatisk farvelægning en flot klangbund for Moores manuskript. Det kræver nok en voksen læser for at få det fulde udbytte af intrigens mange litterære referencer; men de unge læsere kan hente god hjælp i oversætterens medfølgende guide til indholdets mere eller mindre skjulte henvisninger. En spillefilm bygget over værket har dansk premiere i september 2003.