Dokumentarisk fortælling fra Christiansborg, hvor idealer kolliderer med kynisme, og om en nat i en kælder på Islands Brygge, der kan ændre alt. Med dokumentation, drama og dybde blotlægger Mads Brügger spillet bag facaden og stiller spørgsmålet: Hvad er et mandat egentlig værd? For politisk interesserede.
Bogen handler om det politiske forløb, der udspillede sig omkring Mike Fonseca, den unge folketingspolitiker fra Moderaterne. Den følger Fonsecas opstigning i partiet, hans håb om at være del af et nyt idealistisk projekt under Lars Løkke Rasmussen og det efterfølgende dramatiske fald, der begyndte med et forhold til en 15-årig pige. Gennem skjulte lydoptagelser, private dagbogsnotater og fortrolige beskeder rekonstruerer Brügger mødet mellem Fonseca og partiets ledelse i en kælder på Islands Brygge. Fonseca bliver konfronteret og forsøgt presset til at opgive sit mandat, så Moderaterne kan sikre sig politisk kontrol og undgå mediestorm.
Skarp fortælling om magtspil og moralske gråzoner i dansk politik. Mads Brügger udnytter sin adgang til unikt kildemateriale til at give læseren et blik ind i kulissen hos Moderaterne. Bogens styrke ligger i dens dokumentariske intensitet og evne til at fastholde spændingen. Fortællingen bæres i høj grad af Mike Fonsecas perspektiv uden modsvar.
Den spændingsfulde måde at behandle en offentlig politisk sag på, gør den sammenlignelig med fx Den hemmelige socialdemokrat.