Danielle Steel er nærmest en genrebetegnelse i sig selv, og bogen her skuffer ikke på den front. Velskrevet og meget fængende, og uden bid. For fans af forfatteren og andet kvindeligt publikum, der bare skal have en god bog til kaffen.
Alexandra (Alex) Winslow har læst krimier sammen med sin far lige siden hun var helt lille, og det varer ikke længe, før hun også begynder at skrive dem selv. Efterhånden som hun vokser op og hendes karrierevej er åbenlys, fortæller hendes far hende at ingen vil læse kvindelige krimiforfattere, så hun beslutter sig for et mandligt pseudonym. Snart er Alexander Green en kæmpe stjerne, og Alex må efterhånden sande at det er hårdt at leve med så enorm en hemmelighed - men samtidigt vil hun ikke lade noget stå i vejen for sine drømme og succes.
Alex skal så grueligt meget igennem med adskillige dødsfald, og hvad der burde være håbløse situationer - men dramatikken udebliver, og der findes altid en løsning uden det helt store postyr. Historien er nem at slappe af med, men også relativ forudsigelig. Alex udråbes allerede fra barnsben som en helt unik forfatterstjerne, og den påstand rokkes der aldrig det mindste ved.
Er man glad for Danielle Steel er fx Nora Roberts, Kate Morton, Lucinda Riley og Katherine Webb også sikre bud.