Henvender sig til læsere af Dan Brown især, men også Ian Caldwell og Daniel Silva. Læsere af Sam Bournes forrige spændingsbog De retfærdige mænd, 2006, bliver heller ikke blive skuffede.
Sam Bourne er pseudonym for Jonathan Freedland og er journalist på bl.a. BBC Radio 4 og The Guardian. Han fik et stort internationalt gennembrud som spændingsforfatter med De retfærdige mænd, 2006. Sam Bournes nye bog er igen en spændingsbog, en cocktail af international spænding i form af Israel-Palæstina konflikten, Indiana Jones og sexet arkæologi. Allerede indenfor de første kapitler får man serveret scenariet og endnu mere direkte end Dan Brown. En irakisk dreng stjæler i krigens kaos en gammel lertavle fra nationalmuseet i Bagdad, en genstand som næsten kan sætte verden i brand. Kort efter bliver den israelske premierminister udsat for et attentat. Den formodede snigmorder bliver dræbt og i hans hånd ligger en blodplettet besked. De efterfølgende hævnakter og mord får Washington til at reagere, og man tilkalder fredsforhandleren Maggie Costello. Mordene er ikke tilfældige, opdager Maggie hurtigt. De dræbte er bl.a. arkæologer og historikere, som er kommet for tæt på gamle hemmeligheder.
Der findes efterhånden en del romaner i disse år som blander thriller-genren og bibelsk historie.
Bedømt på genrens præmisser en vellykket spændingsroman, men jeg synes, Sam Bournes roman virker lidt for kalkuleret og plottet lidt for forudsigeligt.