Aleksa Okanovic kendes i forvejen fra Restaurant d'Amour i antologien Seks danske enaktere, 2003. Dette nye drama har den moderne familie som tema. Her udstilles en familie med far og mor og to døtre som en kampplads for den totale egoisme. Man forsøger mere eller mindre helhjertet at lade som om, man er sammen for hinanden, men bag dette kører alle deres eget løb med kun egne behov i centrum. Helena, der er den voksne datter, får, endelig, gaflet en rigtig kæreste, Andreas, som er forfatter. Han passer med sin egoisme fint ind i sammenhængen, og han har ikke problemer med at have sex med Helenas yngre søster, Pina, der er i konfirmationsalderen. Hun kører trods sin unge alder også sit for at få opmærksomhed, og fortæller bl.a. om, hvordan hun går på de offentlige toiletter og giver blow jobs til indvandrerdrenge. Den groteske historie fører ganske skævt konsekvent frem til bryllup mellem Helena og Andreas, slutreplikken lyder: "(...) Familien er alliancen over alle alliancer. Den er alliancernes grundlæggende ark! Men det er ikke let at være en familie i dag. At ønske den bevaret er måske en forældet melodi, men lad os alligevel synge den". Ret meget mere ondt kan det ikke blive. Det er begavet, morsomt, sarkastisk, kulsort moderne teater, anvendelig som fx Jess Ørnsbo og Line Knutzon. Opført på CaféTeatret 2006.