"Kvamm og Sommer har et kunstnerisk mødested omkring en finurlig synsvinkel på tilværelsen, som udmøntes i poetisk mundret dansk, og med "Jyder i København" er de stadig sjove. Her skryder gutterne over en gloriøs storbysejr, der rummer et forsinket nederlag, fordi rødderne er trukket op: »Du sidder i mig, som om du sidder på mig.« Duoen læsser i dette nummer et yderst brugbart refræn ud af Brenderup-traileren, men den jyske arbejdsomhed erstattes af forbigående venstrehåndsindsats i "For lidt for meget". Den er for meget Spørge-Jørgen-drilleri og for lidt melodi. Og med album-afrunderen "Fyren i ruden" flipper duoen ud med electro-støj og børnekor, uden at pointen står lysende klar. Karrieremæssigt fungerer dobbeltlivet dog stadig fint for de gamle venner, selv om det nye udspil er knap så sprudlende som debuten".