Amerikansk superheltefilm om den egocentrerede kirurg Stephen Strange, der mister førligheden i sine fingre, og i sin søgen efter helbredelse møder et mystiske broderskab, der med magiske kræfter kæmper mod en ond invasion af jorden.
Den egocentrerede kirurg Dr. Strange lever et liv i overhalingsbanen. En ulykke, hvor han mister førligheden i fingrene, sætter en stopper for hans lægegerning. I desperation efter helbredelse søger han mod Nepal og østens mystiske lægekunst. Her møder han et hemmeligt broderskab der forstår at kæmpe i flere dimensioner og tidszoner. De er i kamp mod en ondsindet invasion af jorden og den virkelighed vi kender, og hurtigt er Dr. Strange en central figur i denne kamp.
Strømmen af mange mere eller mindre vellykkede superheltefilm fortsætter. Nu introduceres Marvels Dr. Strange. Det er et fornøjeligt bekendtskab. Oscarnominerede special-effects, Mads Mikkelsen i skurkerollen, og en handling der måske nok er en anelse for metafysisk for nogles smag, men som er både velskrevet og vittig.
Superheltegenren fejrer stadig store publikumstriumfer og der kommer hele tiden nye superheltefilm. Denne har dog udover sit superhelteunivers meget tilfælles med fx Inception, der også udfordrede vores forestillinger om universets og tilværelsens lineære opbygning.