Bogen udkommer i en ny serie gyserhistorier: Marv og ben, som henvender sig til børn, der er alderssvarende med bogens hovedpersoner Ann og Jonas. Der er foreløbig kommet 3 bøger i serien, der er skrevet af forskellige norske forfattere efter samme koncept. Det kriblende gys, der vil gå gennem marv og ben og lige ind hos målgruppen, der er de 9-13-årige.
Bogen er skrevet at Jun Ewo, som bl.a. også har skrevet den prisbelønnede Sort, og cirka hvidt 2006, og gyseren: Satans tid, 2007. En kort letlæst handlingsmættet episode, hvor Ann og Jonas på ca. 12 år oplever, at der er mere mellem himmel og jord, da de sammen bryder ind i en afdød nabos hus. En intens handling med et relativt enkelt plot skrevet fortrinsvis med hovedsætninger. Der bruges ikke tid på beskrivelser, og handlingen er i gang med det samme. Bogen afsluttes med en kort appetitvækker til en anden bog i serien Grusom spådom, 2007, og på den måde hænger bøgerne sammen som serie. Bogens forside med et uhyggeligt øje, der fremtræder i mørke og grønlige nuancer, dækker fint bogens indhold.
Det kan gå hen og blive en nordisk pendent og fornyelse af den velkendte serie Gåsehud, der er kriblende gys for de 9-13-årige. Også her er der tale om gys i trivigenren, men der er en anelse mere vægt på personskildringerne end i serien Gåsehud.
Et rigtig godt gys til uforpligtende underholdning skrevet i et ligefremt og fortællende sprog, hvor miljø- og personskildringer træder noget i baggrunden til fordel for uhyggen. Serien er et rigtigt godt gys for børn i målgruppen.