Dagen inden hjemrejsen fra ferien får Jon på 13 år lov af sine forældre til selv at besøge den berømte og store katedral. Her er spænding og gys for alle pengene til 10-11- årige, men også ældre børn vil her finde en god læseoplevelse.
Jon klatrer over jerngitteret til Katedralen og der møder ham en uhyggelig stemming i det store kirkerum. Klagende messesang, røddryppende vand fra hans våde jakke og skygger der danner mønstre på væggene, er med til at give hele atmosfæren. Der er helt sikkert skjulte kræfter, fx lyder der pludselig rungende, dybe, tunge klokkeslag fra katedralens tårne, og det går op for Jon at det er dødsklokken, der med sine slag forudsiger alderen på den der snart skal dø, og det passer på ham. Efter klokkeslagene toner dødsenglen frem, og Jon bliver nærmest hypnotiseret af det frygtelige syn.
En spændende bog der fastholder læseren fra første side. Det er nemt at identificere sig med Jon. Rammen er perfekt til denne okkulte og mystiske gyserhistorie. Undervejs i bogen er der sort/hvide tegninger, der passer godt til historien. Et pænt bogudstyr, en spændende forside og et velformuleret sprog, har gjort denne udmærkede bog.
Andre spændende bøger er fx Farligt fund.