Actionmættet, dyster og blodig 1. person shooter i den legendariske "Doom"-serie. For unge fra 16 år og voksne.
Jorden er blevet invaderet af horder af dæmoner fra Helvede, og kun Slayer kan forhindre verdens undergang. Spillet foregår i et postapokalyptisk sci-fi-miljø. Man kan spille "Campaign" med 13 missioner eller "Battle mode", som er multiplayer.
"Doom"-serien er legendarisk indenfor 1. person shooters. Det første spil udkom i 1993 og var én af pionererne i genren. Man skal - som i seriens øvrige titler - nedkæmpe horder af dæmoner med overdrevent store våben, bl.a. plasmariffel, motorsav og flammekaster. Der er både nye og klassiske dæmoner fra tidligere spil. Rundt på banerne findes ekstra ammunition og helbred, hvilket man hurtigt får brug for. Der er masser af hemmelige rum at gå på opdagelse i undervejs. Spillet balancerer perfekt imellem at være tro mod seriens tidligere titler og samtidig være up-to-date og nyskabende. Spillet er ekstremt voldeligt og blodigt, og det foregår i et heftigt og hæsblæsende tempo. Der er masser af opgraderingsmuligheder, så man kan opgradere bl.a. udstyr og våben. Der er 4 sværhedsgrader, og den sværeste er helt ekstremt svær. Grafikken er eminent, og det hårdtpumpede soundtrack er fremragende. PEGI: 18 samt ikon for vold er helt på sin plads.
Spillet er en fortsættelse af forgængeren Doom (Playstation 4) fra 2016, men giver alligevel en helt ny spiloplevelse. Fans af "Wolfenstein"-serien vil også synes om dette spil.