Den legendariske højskolemand og teolog Knud Hansen fra Askov skrev denne bog i 1973. Senere er den blevet genudgivet flere gange. Jeg har sammenlignet med en udgave fra 1993, der bortset fra et ændret omslag er identisk med dette års udgave. KH skriver selv i forordet, at dette ikke må regnes som Bogen om Dostojevskij, og det er da rigtigt, at der ikke står meget om hans udsvævende privatliv eller hans livslange kamp mod (spille)gæld osv. Men når det drejer sig om analyser af de store romaner, bliver det svært at finde noget mere dybtgående og inspirerende på dansk. Og så må det siges, at KH er et udpræget produkt af højskoletanken: der er intet overfladisk i hans analyser, men til gengæld forstår han at uddybe selv svære religiøse overvejelser i et sprog, der er umiddelbart forståeligt for alle interesserede. Det er oplagt, at han forudsætter, at Dostojevskijs bøger er læst, men opfylder man denne forudsætning, vil denne tykke bog virke letlæst. Der er mange steder i bogen sammenligninger med, hvad Tolstoj gjorde og mente. KH er udannet teolog og for såvel Tolstoj som Dostojevskij er religionen ét af de store og stadigt tilbagevendende emner. Stadig en bog, der kan læses for interessens skyld, men også et værk, der kan bruges i mange opgavesammenhænge.