Cecilie vågner en morgen på et S-tog på Sorgenfri station. Hendes tøj er gennemblødt, og hun husker intet om, hvordan hun er havnet der - kun at hun aftenen forinden var til fødselsdagsfest på kulturhuset Dromedaren, og at hun sandsynligvis har været temmelig beruset. Langsomt forsøger hun at huske og optrevle aftenens begivenheder. For læsere af noveller, der handler om unge voksne.
På kulturhuset Dromedaren, der ligger et sted i en forstad til København, bliver der en aften holdt en kæmpefest. Gennem syv forskellige historier og synsvinkler bliver læseren ført gennem en aften og nat fuld af dårlige beslutninger, sære optrin, sex, alkohol, identitetskriser og eksistentielle overvejelser.
Rigtig god novellesamling med unge voksnes overvejelser og udfordringer i livet som omdrejningspunkt. Novellerne er meget forskellige i udtryk, men formår alligevel at fremstå som et hele. Det er rigtig godt tænkt at lade den samme fest være udgangspunktet for alle novellerne, for selvom festen ikke nødvendigvis er centrum i historierne, optræder den som samlingspunkt og fællesnævner hos alle forfatterne. En fin bog, som måske nok henvender sig mest til det yngre voksne publikum, men som også sagtens vil kunne læses af andre med interesse for ungdommens tilstand.
En anden novellesamling, der henvender sig til unge læsere, men som også sagtens kan læses af voksne, er Blackout.