Books / nonfiction

Dronninglund Slot : kongelige, adelige og borgerlige


Reviews (1)


The libraries' assessment

2007

By

By

Liselotte Henriksen

2007

Selvom Dronninglund Slot gennem århundreder har været en historisk, arkitektonisk og kulturel perle i den nu snart hedengangne vendsysselske kommune af samme navn, er der næppe mange uden for landsdelen, der kender det. Og det er synd, fordi det i og inden for sine mure afspejler danmarkshistorien en miniature. Grundlagt som nonnekloster under navnet Hundslund omkring 1200, overgik det efter reformationen, som andet kirkegods, til kongen, senere til skiftende lens- og adelsmænd og gik derefter gennem hænderne på en broget flok af handelsmænd, officerer, bønder og politikere. Under besættelsen var det sågar tysk hovedkvarter og efter dens afslutning, flygtningelejr. Det oplevede bondeoprør, bondeplagere, spekulanter, magtintriger, blev bestandig ombygget, mest spektakulært af Laurits de Thura i 1754 under grev Adam Gottlob Molkte, rigets mægtigste mand i midten af 1700-tallet, blev udstyret med en pragtfuld barokhave, gik i forfald, blev reddet ved privat initiativ og er i dag endt som kursuscenter, hotel, restaurant, udstillingscenter og ramme om romantiske bryllupper. En udvikling og historie, som slottet, helt eller delvis, deler med mange andre landet rundt, og som gennemgås grundigt og detaljeret i dette forbilledlige lokalhistoriske skrift, velillustreret og usædvanlig grundigt dokumenteret med kilde- og litteraturhenvisninger.