Fantasy for børn fra ca. 11 år og op med sans for spøjse universer og handling med udfordringer. 3. del af ialt 7, og serien skal helst læses i rækkefølge.
I seriens 3. bind bliver Arthur atter pludseligt og voldsomt hentet tilbage til Huset, hvor han skal bekæmpe den ondskabsfulde pirat Matrem og forhekselsen af Lady Onsdag for at sikre sig 3. del af testamentet og den 3. nøgle. Det er en spændende historie med både action og humor, og når man først har levet sig ind i det ret så kringlede univers, folder den sig rigtigt ud og giver en række spændende billeder af personer og ting, ofte relateret til kendte klassikere. Sproget er godt, men der er mange sære navne og ord for den specielle verden, der gør den lidt svær at gå til. Af forfatteren er tidligere på dansk udkommet den prisbelønnede Abhorsen-trilogi.
Den specielle verden i denne serie kunne godt minde lidt om Altschulers Verdens navle. Vi har rigtig mange serier med den åbne konstruktion (primærverden og fantastisk sekundærverden), og denne lægger sig kvalitetsmæssigt absolut i genrens øvre ende.
Spændende og actionfyldt fantasy med en lidt indviklet verden, som det er umagen værd at lære at kende. Man bliver suget ind i universet sammen med en hovedperson med mange identifikationsmuligheder.