Kærligheden har mange ansigter, og her fanges nogen af dem ind. Den har så mange ansigter, at de fleste vil kunne finde noget, der taler til dem.
Her er en række kærlighedshistorier, der er virkelig forskellige. Fra historien om den stakkels kvinde i fortidens Danmark, der ikke kan få sin uddannelse, men på sælsom vis ender som godsejer i Spanien, til historien om den afdøde kamphund, der alligevel på mystisk vis forsvarer sin ejer. Elisabeth Lyneborg er egentlig præst, men har skrevet romaner siden 1979. Hun skriver inden for mange forskellige genrer, og her altså novellen.
Den første novelle er ren romance, og netop som jeg troede, jeg vidste hvad jeg havde, skifter forfatteren stil. Der er meget langt fra den ene fortælling til den næste. Det fælles samlende er kærligheden, men jeg synes det bliver noget ujævnt. Forsiden er rødlig og svarer godt til emnet kærlighed.
Ida Jessen udgav for et par år siden Postkort til Annie der ligeledes i novelleform beskriver kærligheden. Forskellen er, at Ida Jessen skriver mere i temaet "kvinder", hvor Elisabeth Lyneborg skriver bredere.