Fantasy-fortælling om Kvanulf fra Skovlandet, som er troldmandslærling og sendes på farefulde rejser for at lære om de fire elementer jord, vand, luft og ild. Bøgerne kan læses af fantasy-begejstrede piger og drenge mellem 8 og 11 år.
Trilogien om Kvanulf fra Skovlandet fortsætter med disse to udgivelser, som er de første af fire nye bind i serien. For at blive oplært som troldmand skal Kvanulf lære at bruge de fire elementers magi. Derfor sendes han i "Dværgene i Nord" gennem Skyggelandet til Dværgene i Nord for at lære jordens magi, og i "Søuhyret" sendes han sammen med prinsesse Gurga Maja ud på havet for at lære at anvende vandets magi. Bøgerne har lix 19, og teksten er sat i korte afsnit.
Det er to gode fantasy-fortællinger med masser af handling, magi og spænding tilsat lidt kærlighed og kampe mellem det gode og det onde. En god og letlæst læseoplevelse for yndere af fantasy-genren.
Vil man læse mere, kan fantasy-serier som "Sværdets mester", "Drageherren" og Enya 1-6 anbefales.