Tør du tage rollen som agenten Kyle Crane og forsøge at løse gåden om den zombie-inficerede by Harran? Fra 15 år.
Dying light er et første persons survival horror spil med zombier som bærende tema i en åben spilverden. Spillet rummer både en grafisk og indholdsmæssigt opdateret og forbedret version af det oprindelige Dying light spil samt udvidelsen The following. Man tager rollen som agenten Kyle Crane som skal løse gåden om den inficerede by Harran. Om dagen er Kyle jægeren som leder efter overlevende og forsvundne filer, men om natten bliver zombierne aggressive og rollerne skifter. Et af redskaberne til overlevelse er parkour, altså evne til at forcere byen via hop, sving og løb gennem byens elementer. Sprog: engelsk.
Denne opdaterede version af Dying light hører efter min mening til i toppen af survival horror genren, og man bliver hurtigt grebet af stemningen i byen. Spillet tilbyder rigtig mange gode spil-modes både på multiplayer og singleplayerniveau, og det er med til at sikre timevis af gode spiloplevelser. PEGI 18, kan spilles fra 15 år.
Det originale Dying light incl. et par udvidelsespakker blev tilbudt bibliotekerne i 2015, men denne version er stærkt forbedret og rummer også den meget omfattende udvidelse The following foruden tidligere udvidelser. Af nyere ligeledes vellykkede spil i genren bør nævnes Zombi (Playstation 4), som også er tilbudt bibliotekerne i år.